Amning

Brystet, på latin kaldet mamma, består af brystvorten og areola. Spidsen af brystvorten indeholder flere huller som gør, at mælk kan løbe ud under amning. Areola er det mørkpigmenterede område omkring brystvorten. I det område er der mange små talgkirtler, som udskiller et olieholdigt sekret, som beskytter brystvorten og areola under amning. Brystets vigtigste opgave er at producere mælk for at kunne ernære et spædbarn. Brysterne, som mest består af fedtvæv, indeholder også mælkekirtlerne kaldet alveoli. Mælkekirtlerne er forbundet med brystvorten via et netværk af små rør som kaldes mælkegange. Blodet forsyner brystet med væske og næringsstoffer, der er nødvendige for at producere mælk. Mælken lagres i mælkekirtler og mælkegangene, indtil brystvorten stimuleres, hvilket udløser hormonet oxytocin fra hjernen. Dette får brystvorten til at blive fast og får mælken ud gennem mælkegangene. Dette kaldes nedløbsrefleksen. Selv om babyer er født med en naturlig sugerefleks, skal de læres op til at blive brysternærede. Under amningen er det vigtigt, at den nyfødte ligger godt og har en god kontakt med brystvorten. Det sikrer, at barnet modtager en passende mængde mælk, og at amningen bliver vellykket. En god ammestilling er at sørge for, at brystvorten kommer langt ind i barnets mund, næsten til der hvor den hårde gane møder den bløde gane. Hvis babyen kun suger på spidsen af brystvorten, eller den ikke har nok brystvæv i munden, kan det føre til, at moderen får sår eller sprækker på brystvorterne.