Miltbrand

Under barske forhold kan den store, stavformede bakterie, som forårsager miltbrand, danne sporer, som kan blive frigivet i luften og inhaleret. Inhalerede sporer kommer ned i luftrøret og bronkierne. På grund af deres lille størrelse vil sporerne kunne ende op i alveolesækkene i lungerne. I alveolerne opsluger immunceller, som kaldes makrofager, sporerne og angriber dem med enzymer. Selvom nogle af sporerne bliver ødelagt overlever mange andre immunangrebet. De overlevende sporer transporteres gennem lymfesystemet og samler sig i lymfeknuder inde i brystet. Efter nogen tid bliver sporerne aktive og omdannes til ordinære miltbrandbakterier, som formerer sig inde i lymfeknuderne. Efterhånden som der bliver flere og flere bakterier, begynder de at producere skadelige giftstoffer (toksiner), som får lymfeknuderne til at hæve og bløde. Toksinerne bevæger sig også over i blodstrømmen, hvilket fører til de voldsomme symptomer på miltbrand. Få dage efter en person er smittet, opstår der forkølelseslignende symptomer som feber, hoste, ømhed og utilpashed. Selvom nogle oplever en kortvarig bedring af tilstanden, efterfølges dette hurtigt af alvorligere symptomer. Der opstår sår i lungevævet, der hvor bakterierne først kom ind i kroppen, og væske hober sig op i brysthulen. Dette forårsager blødning og hævelse og hæmmer åndedrættet. Toksinerne når også hjernen og rygmarven og medfører blødning i det tynde væv, som omgiver disse strukturer. Resultatet er alvorlige åndedrætsproblemer, blødninger, shock og ofte død. Sådanne tragiske udfald kan muligvis undgås, hvis en person er vaccineret mod miltbrand før smitten eller ved at tage antibiotika som penicillin kort tid efter eksponering.